Nu daler Solen sagte ned
bag Aasens fjerne Skove
og sender guldrød Aftenfred
ud over Eng of Vove.
En sød vemodig Hvisken gaar
igjennem Birkens Blade
Om Nattens Mulm, som forestaar
og vil sin Favn oplade.
Hvor Dagens Afskedstaare mild
paa Blomst og Straa nu falder
Konvolvlens Kalk sig lukker til,
endt er dens Livsensalder.
Nu tie alle Fugle smaa,
og Dalen stille grunder
Ved hvad der nu skal følge paa,
naar Sol gaar ganske under.
Frygt ej min Sjæl, sænk dig kun ned
i Nattens Dyb mod Solen,
Derfra opvælder Kjærlig hed
som Duft fra Natviolen.
Hvor Lyset Kilde gaar forud,
did kan du trøstig følge,
Og lade Nattens dybe Skrud
din hede Længsel dølge.
Den stolte Dag har ej en Lyst
saa sød som den at hælde
Sit Hoved til Naturens Bryst,
naar Skyggerne fremvælde.
Da synker Fred paa Livets Strøm
og Balsom over Kummer,
Da hviler Morg'nen som en Drøm
i Nattens milde Slummer.
